Tanker om formueskat og førtidspension

Du tror måske ikke, at de to ting hænger sammen. Men det gør de jo.

Formueskat og førtidspension

Mens nogle af vores lille lands velhavere tordner mod forslaget om en formueskat, fejrer jeg i al stilhed fem år som førtidspensionist.

Jeg har faktisk været der – altså iværksætter, selvstændig og med håbet om at tjene en formue.

Vi var ambitiøse. Nytænkte indretning af køkkenet. Designede unikke fritstående køkkener. Var kompromisløse omkring materialer og kvalitet - massiv træ fra yderst til inderst. Havde glade, kvalitetsbevidste kunder i ind- og udland. Arbejdede hver dag sammen med dygtige håndværkere og leverandører.

Vi fik designpriser, omtale og en brandstore i København. Det gik godt.

Så begyndte der at dukke artikler op om suspekte boliglån i USA. Men i Danmark havde vi jo realkreditlån, styr på tingene og masser af friværdier at belåne til nye køkkener, så hvad var problemet? Problemer har det desværre med at brede sig som ringe i vandet.

I husker det nok godt. Finanskrisen. Bankkrak, fyringer og konkurser. Vi var i sidstnævnte kategori – og vi var ikke de eneste, selvom det føltes sådan.

En ulykke kommer sjældent alene. For mig betød det en hjernetumordiagnose, skilsmisse, flere deltidsjobs for at klare dagen og vejen og sygemeldinger, mange og lange sygemeldinger.

Tidligere havde jeg som arbejdsgiver mødtes med jobcenterkonsulenter for at tilbyde jobtræning og nye muligheder for sygdomsramte eller langtidsledige. Nu sad jeg på den anden side af bordet og kunne ikke forstå, at min hjerne ikke længere kunne honorere de krav, jeg var vant til at stille til den.

Det blev til fleksjob i nogle år, indtil jeg heller ikke kunne holde til det længere. Så nu fejrer jeg som nævnt fem år som førtidspensionist.

Jeg fejrer bestemt ikke, at jeg ikke kan arbejde. Men jeg fejrer og er dybt taknemmelig for, at muligheden for førtidspension findes. Det er ikke guldrandet, men det giver mig og min ramte hjerne ro og tryghed.

Men hvad har førtidspension med formueskat at gøre? Den formueskat jeg aldrig nåede frem til at yde.

En af grundene til, at man herhjemme kan vove springet som selvstændig er, at vi er så heldige at have et system, der griber os, hvis vi fejler. Hvad enten det skyldes manglende dømmekraft i forhold til egne evner, udefrakommende begivenheder eller sygdom. Det er det samme system, der sikrer os uddannelse, sundhedsbehandlinger, veje at køre på og pasning af vores børn og børnebørn.

Formueskatten handler ikke om misundelse – jeg har al respekt i hele verden for dem, der klarer skærene så langt. Den handler for mig mere om ydmyghed. Overfor rigdommen og overfor fællesskabet.

Ingen kvalificerer sig til formueskat uden at mange har bidraget på forskellige måder: ansatte, samarbejdspartnere, undervisere, kunder, venner, familie, børnehavepædagoger, offentlige myndigheder og mange, mange flere. Det kan man ikke bare vende ryggen, når det går godt.

I dag vil jeg tænke på, at flere af kandidaterne til betaling af formueskat hver dag laver mad i et køkken, som jeg har tegnet, og som en dygtig møbelsnedker i Nordjylland har bygget. Sådan hænger tingene – og vi - sammen på forunderlig vis.