Mit rum

Et besøg i et særligt rum sætter tanker i gang

For nylig blev jeg inviteret ind i det allerhelligste rum hos forfatter og skrivementor

Charlotte Heje Haase

. Charlotte er nemlig også en fantastisk dygtig podcaster, og hun producerer en podcastserie for HjernetumorForeningen, som jeg skulle interviewes til.

Interviewet fandt sted i Charlottes helt eget rum – det lille, fine loftsværelse, hvor hun skriver, arbejder, podcaster og i det hele taget dyrker sin kreativitet, som vi er mange, der beundrer og bliver inspireret af. Om værelset har Charlotte en gang sagt, at der kun er håndtag på indersiden af døren, så ingen kan forstyrre hende, når hun sidder der.

Vi sad i værelset i nogle timer, mens vi forberedte og optog podcasten, men jeg vil ikke kunne beskrive rummet for dig. Det var et dejligt sted at sidde, der var en god atmosfære og en skøn energi, men farver og indretning? Jeg var så fordybet i samtalen og stemningen, at jeg slet ikke kan erindre de fysiske rammer.

På vej hjem kom jeg i tanker om bogen ”Ein Zimmer für SIE allein – Frauen und ihre Refugien”. Den er oversat fra engelsk ”A Room Of Her Own”, og jeg fandt den i en rodekasse i en boghandel i Frankfurt for snart mange år siden. Den måtte med hjem, fordi titlen talte lige ind i min uopfyldte drøm om – og behov for - at have et værelse, hvor JEG bestemte. Hvor mand og børn ikke skulle have adgang, og hvor jeg kunne fordybe mig i at skrive, sy, tegne eller læse. Med fire børn i mange aldre var der i den grad mangel på fred, ro og uforstyrrethed i mit liv.

Bogen gengiver en meget opulent amerikansk indretningsstil, som ligger noget fjernt fra min, men med jævne mellemrum genlæser jeg med stor fornøjelse de refleksioner, kvinderne i bogen gør sig om deres helt eget rum. Om stedet og om de ting de omgiver sig med. Om arve- og erindringsstykker. Om stemning og farver. Ikke mindst fortæller de, hvad deres eget rum gør for dem; hvad det giver dem at kunne gå ind i et rum, der er præget og formet udelukkende af det menneske, de kender bedst, nemlig dem selv. Bogen beskriver og viser smukke billeder af de fysiske rum, men det interessante er jo de mentale rum, kvinderne har skabt for sig selv.

En trækker sig tilbage til et tibetansk telt i baghaven, når hun skal skrive. En anden har fået opført et helt anneks, hvor hun kan dyrke yoga og meditere. Andre trækker sig tilbage til orangerier, havepavilloner, små kamre, strandhuse, badeværelser, poolhuse (vi er i USA, ikke at forglemme), et simpelt telt i bjergene eller hestestalde. Vi møder modsætningen mellem nonnen, der lever som eremit i en simpel hytte i bjergene, og bogens kendis over alle kendisser Oprah Winfrey, der har ladet indretningsarkitekter skabe det rum, hun kalder sit.

Jeg har altid brugt meget energi på at indrette mit arbejdsbord, så det var et rart sted at sætte sig. Lampen, billederne, notesbogen, fyldepennen - jeg elsker at skrive med min fyldepen. Det var lidt svært med indretningen i den periode, hvor en stor pc og skærm dominerede det hele. For slet ikke at tale om de mange år med mand og børn, hvor respekten for mit lille helle ikke altid var lige stor.

Selvom jeg nu bor alene og kan indrette mig helt efter mit eget hoved, drømmer jeg stadig. Jeg drømmer, mens jeg endnu en gang omorganiserer mit skrivebord eller genindretter mit læsehjørne. Drømmer om det ekstra værelse, hvor ingen andre end jeg skal gå ind. Hvor sybordet står parat, hvor yndlingslænestolen venter, hvor erindringsstykker pryder væggene, hvor fyldepen og pensler ligger klar. Mit helt eget univers.

Det er i virkeligheden drømmen om at have et sted, hvor ingen skal kigge med over skulderen. Hvor det kreative kan vokse uden at blive iagttaget og bedømt. Det er meget privat at skabe, og det er sårbart at dele med andre. Drømmen om mit rum er derfor også drømmen om at turde. At have modet til at dyrke og vise sider af mig selv, som jeg knap nok selv kender.

Egentlig synes jeg, at det er sårbart bare det at sige højt, at jeg skriver. Hvem er jeg, der tror, at jeg har noget at fortælle verden? Men jeg skriver altså. Jeg er ikke billedkunstner, men jeg tegner. Jeg er ikke designer, men jeg syr. Du skal ikke tro, at du er noget, minder min indre barndomslærdom mig om. Men jeg har brug for at udtrykke mig.

Og mens jeg drømmer videre, indretter jeg små kreative hjørner. Mit tegnebord i køkkenet, mit lille skrivebord med hyggeligt lys og dejlige billeder at kigge på, mit læsehjørne. Jeg skaber mine rum, glæder mig over det, de giver mig. Og øver mig i at lade andre kigge med, når de er på besøg i mit hjem.

Som en del af øvelsen i at lade andre kigge med, er jeg nu gået i gang med at indrette mit lille rum her på Substack, hvor jeg vil dele ud af tanker og ord fra Mormors Mulepose.

Tak, Charlotte, for at lukke mig ind i dit rum. Et rum til dig alene, men hvor der også var plads til mig. Jeg glemte at checke, om der var håndtag på døren…

P.S. Tankevækkende nok faldt denne tekst først helt på plads, da jeg (igen) havde flyttet lidt om i mit skrivehjørne.