Jeg er på biblioteket for at hente en bestilt bog og går ad sædvane forbi hylden med kviklån for at se, om der er noget interessant, jeg endnu ikke har læst. Jesper Steins bog “Ædru” fanger mit blik.
De mange selvbiografier af ædru alkoholikere, som jeg har læst, siden jeg flyttede fra min tørstige eksmand for snart tolv år siden, går gennem mine tanker. Jeg har læst dem for at prøve at forstå. Forstå alkoholikeren, men også forstå de ægtefæller og kærester, som vælger at blive. Hvordan lykkes de med det ædru liv? Med relationerne? Hvordan kommer de videre ovenpå alle svigtene? Hvordan genfinder de respekten og kærligheden?
I en lang periode deltog jeg i møder i Al-Anon, hvor pårørende til alkoholikere mødes. Hvis man ikke selv har været i nærheden af en misbruger, tror jeg ikke, man gør sig forestillinger om, hvad partnere og børn gennemgår af lidelse og usikkerhed. Rutscheturene mellem de våde og mere tørre perioder. Troen på, at denne gang bliver det bedre. Faldet, når det ikke er tilfældet. Der var ikke meget glamour over disse møder og desværre ikke mange succeshistorier.
Det er flere år siden, jeg sidst har læst en bog om emnet. Jeg blev så uendeligt træt af den mediekendte eks-alkoholikers nyvundne selvindsigt, der kun sjældent rummer tanke på de skår og sår, han eller hun har strøet omkring sig.
Jeg er i stedet begyndt at skrive fra min egen vinkel om mit ægteskab og erfaringerne fra at leve med en alkoholiker i sytten år. Måske jeg kan trænge ind i en forståelse ad den vej. Det er svært at skrive om, for det er én lang perlerække af mere eller mindre groteske situationer, der alle involverer alkohol, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg var i det så længe.
Med jævne mellemrum fyldes medierne af interviews med kendisser, der har lagt alkoholen på hylden. De hyldes som helte, - og det er de jo også, for det er og bliver en anerkendelsesværdig bedrift at blive ædru. Vi taler ikke om genenmsnitsdanskerens “hvide januar” eller mennesker, der bare har givet den lidt gas ved festlige lejligheder, men om mennesker, der har betragtet det meste af deres liv - og deres relationer til andre mennesker -gennem bunden af en flaske.
De ny-ædru taler på TV og i radio om, hvor meget bedre mennesker de er blevet. Udbreder sig om deres nyfundne sandhed. Det er flot. Jeg glæder mig over, at de er ædru. Håber, at de kan inspirere andre til at gøre det samme. Men… For der er et men. Jeg kan aldrig se eller læse disse interviews uden at tænke på de mennesker, de har såret, skadet eller måske ligefrem ødelagt undervejs. Det er på ingen måde gratis at være tæt på en alkoholiker. Og ligesom alkoholikeren udelukkende har fokus på sig selv, mens han eller hun drikker, har spotlightet sjældent blik for de pårørende, når hovedpersonen er blevet ædru.
Tilbage til biblioteket. I dag er der er ikke så meget andet interessant på hylden, så “Ædru” finder vej til min rygsæk.
Jesper Stein tager vejret fra mig. Aldrig før er jeg stødt på en så ærlig og hudløs skildring af alkoholikerens løgne og (selv)bedrag. Det er som at kigge ned i min eksmands tørstige sjæl. Det gør ondt. Ikke på vegne af hans fortabte sjæl, men helt dybt ned i min egen, fordi det går op for mig, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunne have ændret på noget som helst. Hverken ved trusler om at gå, løfter om at blive, forståelse, samtaler, aftaler, - intet hjalp og det ville aldrig have hjulpet, fordi han aldrig fandt modet til at møde det blik, han uundgåeligt så i spejlet hver morgen.
“Er det mig eller dig selv, du lyver overfor?” Det spørgsmål har jeg stillet ham så mange gange, at det næsten blev en kliché. Jeg lærte med tiden, at han ikke mente, at han løj. Han troede fuldt og fast på sine historier, udflugter og bortforklaringer. Eller det er måske mere korrekt at sige, at han under ingen omstændigheder kunne tillade sig selv ikke at tro på dem. For så ville ikke engang facaden være tilbage, og facaden betød alt.
Sandheden er subjektiv. Vi oplever alle forskelligt, og derfor er sandheden i relationer mellem mennesker ikke absolut. Det er jeg som et voksent, nogenlunde fornuftigt menneske klar over, men i selskab med alkoholikeren, som ikke tillader sig selv den smerte at stille spørgsmål ved sin egen sandhed, bliver man tvunget i en position, hvor man konstant stiller spørgsmål ved sine egne oplevelser og sansninger.
Måske er det mig, der ser syner? Måske skyldes de blanke øjne, at han er træt og ved at blive forkølet? Nej, selvfølgelig var det ikke, fordi han havde drukket, at han ikke tog med sønnen til fodbold, da jeg var til møde i går. Og det må være en fejl, at der på en benzinkvittering en tidlig morgen på vej til et kundemøde også er slået en Fine Festival ind. Måske havde han virkelig feber i aftes, og hentede mig derfor ikke som aftalt ved toget, så jeg måtte tage en meget dyr taxa hjem. Eller hvad med de fire (eksorbitant dyre) hvidvinsbon´er fra en restaurant i Stavanger før et møde med en vigtig kunde, alle udstedt inden for én time, hvor han forklarer, at han jo bare havde taget alle de bon´er med, der lå på bordet, for han havde ikke lige sine briller og kunne ikke se, hvilken der var hans. Mærkeligt nok var de alle betalt med hans kreditkort…
Jeg var ved at holde op med at tro på min egen oplevelse af verden, og sårene er der stadig. Jeg kan spotte en alkoholiker på flere meters afstand. Øjnene. Blikket, der scanner bordet for flasker. Huden. Glasset, der bliver fyldt lidt for tit og helt op hver gang. Historierne. Bortforklaringerne.
Jeg er allergisk overfor brudte løfter og vidtløftige historier. Min grundlæggende tillid til verden og mine medmennesker fik et knæk, og nervesystemet er hele tiden lidt på vagt. Egentlig er jeg på ingen måde pessimist, jeg forsøger bare at være på forkant med, hvad der kan ske af små og store katastrofer, som jeg må rede ud, forhindre eller rydde op efter. Det var min rolle i mange år, og den aflæres langsomt.
Jeg er blevet lidt klogere, både af min egen historie, men også af Jesper Steins, hvis ærlighed er befriende og skræmmende på én gang. Min følelse af magtesløshed i mit ægteskab var ubeskriveligt stor, og jeg ved nu med sikkerhed, at den var ægte og helt uundgåelig.
Der var kun én mulig vej, og det var væk.
Hold da op, hvor er det spot on: "De ny-ædru taler på TV og i radio om, hvor meget bedre mennesker de er blevet. Udbreder sig om deres nyfundne sandhed. Det er flot. Jeg glæder mig over, at de er ædru. Håber, at de kan inspirere andre til at gøre det samme. Men… For der er et men. Jeg kan aldrig se eller læse disse interviews uden at tænke på de mennesker, de har såret, skadet eller måske ligefrem ødelagt undervejs. Det er på ingen måde gratis at være tæt på en alkoholiker. Og ligesom alkoholikeren udelukkende har fokus på sig selv, mens han eller hun drikker, har spotlightet sjældent blik for de pårørende, når hovedpersonen er blevet ædru."
Tak for at dele denne historie og vigtige opråb. Kan virkelig mærkes.
Wow, hold da op, sikke en stærk og hudløst ærlig tekst! Burde (i min optik) deles i de store aviser eller andre steder, hvor hele Danmark kan læse med. Nogen må bryde tabuet og sætte den vinkel på dagsordenen, og din tekst smadrer ruderne med et kæmpe brag;
"Jeg var ved at holde op med at tro på min egen oplevelse af verden, og sårene er der stadig."
"Min grundlæggende tillid til verden og mine medmennesker fik et knæk, og nervesystemet er hele tiden lidt på vagt. Egentlig er jeg på ingen måde pessimist, jeg forsøger bare at være på forkant med, hvad der kan ske af små og store katastrofer, som jeg må rede ud, forhindre eller rydde op efter."
Kh. Lis H.