Hold min hånd
Man siger, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker - men to hænder, der mødes, er nu noget helt særligt.
Første gang jeg møder hende, er hun kun en dag gammel. Hendes lille bitte hånd griber om min finger. Jeg ved godt med min forstand, at det er ren refleks, men mit hjerte smelter alligevel.
Året efter rejser hun sig langsomt op. Falder. Prøver igen. Endelig lykkes det. Hun svajer lidt, men finder balancen. Med et selv- og sejrssikkert smil rækker hun den ene hånd op og griber en finger på min fremstrakte hånd. Fuld af tillid kigger hun på mig, som for at sikre sig, at jeg er klar over, at nu gælder det. Retningen er ikke vigtig, det er skridtene, der tæller. Det er stort endelig at kunne opleve verden fra det perspektiv og selv at kunne bestemme retningen. Jeg følger bare med. Egentlig har hun ikke længere brug for min finger, som hun har et fast greb omkring, men det ved hun ikke, og jeg nyder at få lov at følge hende på den nysgerrige oplevelsesrejse rundt i hele hendes rige hjemme hos far og mor.
Senere går vi sammen i parken. Vi holder hinanden i hånden, fordi det nu er min tryghed, at hun holder mig i hånden midt mellem cykler, barnevogne, hunde og mange andre mennesker. Vi går - men står mere stille, for der er meget, der skal opleves, beundres og undersøges. Blomster. Træer. Hunde. Sten. Græs. Sommerfugle. Min tyske veninde forslog ofte, da vores egne børn var små, at vi skulle stå en tur med børnene. Jeg studsede, troede jeg havde hørt forkert, men det er jo det, man gør: man står en tur med de små nysgerrige mennesker.
På vores ståture udveksler vi mange ord, for der skal naturligvis sættes ord på alle de ting, vi møder på vores vej. Så står vi der hånd i hånd og peger og øver ord, mens alle andre må gå udenom. For i det øjeblik er der ikke noget vigtigere i hele verden end en tusindfryd eller en hundehømhøm - og et barn, der med sin hånd i min er ved at lære verden at kende og sætte ord på den.
Med tiden bliver de løsrevne ord til sætninger, og vi går hånd i hånd og taler om det, vi ser. Og også lidt om det, vi ikke ser. Som når spørgsmålet “Mormor, er det ikke rigtigt, at Gud er død?” falder på vej over gaden. Tilliden til en mormors alvidenhed er næsten lige så stor som tumlingens tillid til en støttende hånd for et par år siden.
Vi kunne sagtens bare gå ved siden af hinanden, men de hænder, som mødes, gør noget ved vores forbindelse. Der er en tryghed og indforståethed i at række ud efter hinanden, når vi færdes sammen. Vi hører sammen.
Når vi rører ved hinanden, ikke mindst når vi holder i hånd, frigives det hormon , der også kaldes kærlighedshormonet, nemlig oxytocin, i kroppen. Forskningen har bevist, at det styrker tillid, empati og følelsesmæssig forbindelse mellem os som mennesker. Vi andre ved det bare intuitivt. Det er ren lykke at gå der hånd i hånd.
Nogle gange svinger vi hænderne frem og tilbage, leger med de forbundne hænder. Eller vi standser for at synge en sang, der kræver, at hænderne klapper eller laver underlige fagter. Men vi holder fast i den selvfølgelige tryghed og tillid ved at lade hænderne finde hinanden igen bagefter.
Nu er hun stor. Allerede en skolepige. Men hænderne mødes stadig, når vi går. Det er hende, der fører an - som dengang på opdagelsesrejsen derhjemme. Hun kender vejen til svømmehallen og legepladsen og har styr på, hvornår vi skal krydse veje, eller hvor der er smarte smutveje til metroen. Hun ved også, hvilken vej vi skal gå for at komme forbi isbutikken, og det kan være en god vej at gå, når man er på udflugt med sin mormor, der har det med at glemme, at “nej” er en mulighed.
Jeg prøver at huske, hvornår mine egne børn holdt op med at holde i hånd. Der er glimt af særlige øjeblikke, hvor de var blevet lidt større, ja teenagere og voksne, og vi delte en fin oplevelse ved at holde hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske tid og sted, men oplevelsen af hånden, der fandt min, dén husker jeg.
En dag vil også barnebarnet slippe min hånd og gå sine helt egne veje, og sådan skal det være.
Men jeg vil huske hånden og tilliden - og håbe på, at vores hænder finder hinanden igen i små lykkelige øjeblikke.
Smuk beskrivelse af en helt særlig følelse.
Kh
Så fin og rørende en historie om et helt særligt bånd. Tak for at dele.