Hække og hestekræfter

Min farfars hæk stod altid snorlige. I ordets bogstaveligste forstand.

Når hækken skulle klippes, stod den gamle støbemester op med solen, tog trappestigen, tommestokken og hækkesaksen under armen og gik i gang.

I lommen havde han en snor, der omhyggelige blev spændt ud mellem de to nabogrunde. Tommestokken kom i brug for at sikre ens højde på de to hjørnepunkter.

Og så blev der klippet hæk, hvad remmer og tøj kunne holde, for han skulle jo helst være færdig, inden de første naboer skulle på arbejde, og mælkebilen svingede om hjørnet. Snoren skulle for alt i verden ned, inden hemmeligheden bag hans altid helt lige hæk blev afsløret.

Det er blevet andre tider for hække.

Forleden sad jeg på altanen og nød fuglesangen og formiddagssolen, da fuglekvidderet pludselig blev afbrudt af en så infernalsk støj, at jeg troede, at nogen var gået i gang med at fælde træer. Store træer.

Men nej, der var ingen træfældning i gang, derimod skulle en hæk på en af de små rækkehusgrunde klippes. Til det formål var det åbenbart nødvendigt med en motoriseret udgave af en hækkeklipper, der i størrelse nemt kunne måle sig med den motorsav, Musk så sejrsstolt svingede, da han gik i gang med at rundbarbere den amerikanske statsadministration.

Jeg sukkede og gik indendørs. Lukkede altandøren og prøvede at ignorere fredforstyrreren.

Lidt senere gik jeg en tur og kom forbi den sagesløse nabogrund. I forhaven var alle gevækster nu kugleformede. Hortensiaen, den store gamle fuchsia, forsythiaen og de andre fine buske, der alle ville have været glade for en omsorgsfuld beskæring, men næppe for rundbuestilen. Jeg undrede mig.

På min tur gennem bebyggelsen lagde jeg mærke til, at rundbarberingen af buske og andre uskyldige vækster åbenbart er en trend. Jeg tænkte på formiddagens hækmassakre og sammenhængen gik op for mig i al sin gru: det er nemt. Det er simpelt hen nemt lige at køre en rundtur med motorklipperen, når man nu er i gang. En firkantet facon ville kræve en vis form for akkuratesse, så rund er nok bare den nemmeste form. Og så er alt det dér havearbejde hos den aldrende mor ligesom overstået på én gang.

For min farfar var hækklipningen ikke kun noget, der skulle overståes. Han nød at stå op med solen og være alene med fuglene, mens han omhyggeligt klippede sig frem langs hækken, klip for klip. Jeg genkalder mig stadig lyden af de regelmæssige klip fra den nyslebne hækkesaks, fordi det i en sommerferie lykkedes mig at plage mig til at gøre ham selskab, hvis jeg lovede ikke at sladre om det dér med snoren.

Det var for ham også et samarbejde med planten, der nogle steder voksede mere vildt end andre. Så måtte der lidt ekstra trimning eller kærlig omsorg til.

Et rygte i familien sagde, at hvis der var blade, der stak ud på hækken, når han var færdig, studsede han dem med min farmors broderesaks. Da ingen af os tog ham på fersk gerning, er det dog aldrig blevet bevist.

Når han var færdig med hækken, kom hækkesaksen tilbage på plads, for den skulle kun bruges til det ene formål. Så hentede han grensaksen eller den lille beskærersaks og gik nænsomt og artskorrekt til værks på roserne, hortensiaen, nøddebusken, vindrueranken og de mange andre velvilligt voksende og blomstrende venner, han havde i sin have.

Naboens hæk står pænt afrundet.

Min farfars hæk stod snorlige.

Og man kunne altid høre fuglene, mens han klippede.