Mens nogle af vores lille lands velhavere tordner mod forslaget om en formueskat, fejrer jeg i al stilhed fem år som førtidspensionist.

Jeg har faktisk været der – altså iværksætter, selvstændig og med håbet om at tjene en formue.

Vi var ambitiøse. Nytænkte indretning af køkkenet. Designede unikke fritstående køkkener. Var kompromisløse omkring materialer og kvalitet - massiv træ fra yderst til inderst. Havde glade, kvalitetsbevidste kunder i ind- og udland. Arbejdede hver dag sammen med dygtige håndværkere og leverandører.

Vi fik designpriser, omtale og en brandstore i København. Det gik godt.

Så begyndte der at dukke artikler op om suspekte boliglån i USA. Men i Danmark havde vi jo realkreditlån, styr på tingene og masser af friværdier at belåne til nye køkkener, så hvad var problemet? Problemer har det desværre med at brede sig som ringe i vandet.

I husker det nok godt. Finanskrisen. Bankkrak, fyringer og konkurser. Vi var i sidstnævnte kategori – og vi var ikke de eneste, selvom det føltes sådan.

En ulykke kommer sjældent alene. For mig betød det en hjernetumordiagnose, skilsmisse, flere deltidsjobs for at klare dagen og vejen og sygemeldinger, mange og lange sygemeldinger.

Tidligere havde jeg som arbejdsgiver mødtes med jobcenterkonsulenter for at tilbyde jobtræning og nye muligheder for sygdomsramte eller langtidsledige. Nu sad jeg på den anden side af bordet og kunne ikke forstå, at min hjerne ikke længere kunne honorere de krav, jeg var vant til at stille til den.

Det blev til fleksjob i nogle år, indtil jeg heller ikke kunne holde til det længere. Så nu fejrer jeg som nævnt fem år som førtidspensionist.

Jeg fejrer bestemt ikke, at jeg ikke kan arbejde. Men jeg fejrer og er dybt taknemmelig for, at muligheden for førtidspension findes. Det er ikke guldrandet, men det giver mig og min ramte hjerne ro og tryghed.

Men hvad har førtidspension med formueskat at gøre? Den formueskat jeg aldrig nåede frem til at yde.

En af grundene til, at man herhjemme kan vove springet som selvstændig er, at vi er så heldige at have et system, der griber os, hvis vi fejler. Hvad enten det skyldes manglende dømmekraft i forhold til egne evner, udefrakommende begivenheder eller sygdom. Det er det samme system, der sikrer os uddannelse, sundhedsbehandlinger, veje at køre på og pasning af vores børn og børnebørn.

Formueskatten handler ikke om misundelse – jeg har al respekt i hele verden for dem, der klarer skærene så langt. Den handler for mig mere om ydmyghed. Overfor rigdommen og overfor fællesskabet.

Ingen kvalificerer sig til formueskat uden at mange har bidraget på forskellige måder: ansatte, samarbejdspartnere, undervisere, kunder, venner, familie, børnehavepædagoger, offentlige myndigheder og mange, mange flere. Det kan man ikke bare vende ryggen, når det går godt.

I dag vil jeg tænke på, at flere af kandidaterne til betaling af formueskat hver dag laver mad i et køkken, som jeg har tegnet, og som en dygtig møbelsnedker i Nordjylland har bygget. Sådan hænger tingene – og vi - sammen på forunderlig vis.

Du glemte at kræve dit

Jeg gav dig

balancegange

bekymringer

byrder

Du tog imod

med bøjet nakke

åbent sind

et suk

Jeg ved

at det kostede

og stadig koster

En sommerfugls vingeslag

mærkes på den anden side af kloden

Også dine vingeslag

Dine vinger

beskytter

giver tryghed

trøster

Stol på

dine vinger

Flyv

over grænserne

Svæv

mod 2026

Giv slip

men ikke på dig selv

I taknemmelighed og

respekt

hilsen 2025

I lommen havde han en snor, der omhyggelige blev spændt ud mellem de to nabogrunde. Tommestokken kom i brug for at sikre ens højde på de to hjørnepunkter.

Og så blev der klippet hæk, hvad remmer og tøj kunne holde, for han skulle jo helst være færdig, inden de første naboer skulle på arbejde, og mælkebilen svingede om hjørnet. Snoren skulle for alt i verden ned, inden hemmeligheden bag hans altid helt lige hæk blev afsløret.

Det er blevet andre tider for hække.

Forleden sad jeg på altanen og nød fuglesangen og formiddagssolen, da fuglekvidderet pludselig blev afbrudt af en så infernalsk støj, at jeg troede, at nogen var gået i gang med at fælde træer. Store træer.

Men nej, der var ingen træfældning i gang, derimod skulle en hæk på en af de små rækkehusgrunde klippes. Til det formål var det åbenbart nødvendigt med en motoriseret udgave af en hækkeklipper, der i størrelse nemt kunne måle sig med den motorsav, Musk så sejrsstolt svingede, da han gik i gang med at rundbarbere den amerikanske statsadministration.

Jeg sukkede og gik indendørs. Lukkede altandøren og prøvede at ignorere fredforstyrreren.

Lidt senere gik jeg en tur og kom forbi den sagesløse nabogrund. I forhaven var alle gevækster nu kugleformede. Hortensiaen, den store gamle fuchsia, forsythiaen og de andre fine buske, der alle ville have været glade for en omsorgsfuld beskæring, men næppe for rundbuestilen. Jeg undrede mig.

På min tur gennem bebyggelsen lagde jeg mærke til, at rundbarberingen af buske og andre uskyldige vækster åbenbart er en trend. Jeg tænkte på formiddagens hækmassakre og sammenhængen gik op for mig i al sin gru: det er nemt. Det er simpelt hen nemt lige at køre en rundtur med motorklipperen, når man nu er i gang. En firkantet facon ville kræve en vis form for akkuratesse, så rund er nok bare den nemmeste form. Og så er alt det dér havearbejde hos den aldrende mor ligesom overstået på én gang.

For min farfar var hækklipningen ikke kun noget, der skulle overståes. Han nød at stå op med solen og være alene med fuglene, mens han omhyggeligt klippede sig frem langs hækken, klip for klip. Jeg genkalder mig stadig lyden af de regelmæssige klip fra den nyslebne hækkesaks, fordi det i en sommerferie lykkedes mig at plage mig til at gøre ham selskab, hvis jeg lovede ikke at sladre om det dér med snoren.

Det var for ham også et samarbejde med planten, der nogle steder voksede mere vildt end andre. Så måtte der lidt ekstra trimning eller kærlig omsorg til.

Et rygte i familien sagde, at hvis der var blade, der stak ud på hækken, når han var færdig, studsede han dem med min farmors broderesaks. Da ingen af os tog ham på fersk gerning, er det dog aldrig blevet bevist.

Når han var færdig med hækken, kom hækkesaksen tilbage på plads, for den skulle kun bruges til det ene formål. Så hentede han grensaksen eller den lille beskærersaks og gik nænsomt og artskorrekt til værks på roserne, hortensiaen, nøddebusken, vindrueranken og de mange andre velvilligt voksende og blomstrende venner, han havde i sin have.

Naboens hæk står pænt afrundet.

Min farfars hæk stod snorlige.

Og man kunne altid høre fuglene, mens han klippede.

Året efter rejser hun sig langsomt op. Falder. Prøver igen. Endelig lykkes det. Hun svajer lidt, men finder balancen. Med et selv- og sejrssikkert smil rækker hun den ene hånd op og griber en finger på min fremstrakte hånd. Fuld af tillid kigger hun på mig, som for at sikre sig, at jeg er klar over, at nu gælder det. Retningen er ikke vigtig, det er skridtene, der tæller. Det er stort endelig at kunne opleve verden fra det perspektiv og selv at kunne bestemme retningen. Jeg følger bare med. Egentlig har hun ikke længere brug for min finger, som hun har et fast greb omkring, men det ved hun ikke, og jeg nyder at få lov at følge hende på den nysgerrige oplevelsesrejse rundt i hele hendes rige hjemme hos far og mor.

Senere går vi sammen i parken. Vi holder hinanden i hånden, fordi det nu er min tryghed, at hun holder mig i hånden midt mellem cykler, barnevogne, hunde og mange andre mennesker. Vi går - men står mere stille, for der er meget, der skal opleves, beundres og undersøges. Blomster. Træer. Hunde. Sten. Græs. Sommerfugle. Min tyske veninde forslog ofte, da vores egne børn var små, at vi skulle stå en tur med børnene. Jeg studsede, troede jeg havde hørt forkert, men det er jo det, man gør: man står en tur med de små nysgerrige mennesker.

På vores ståture udveksler vi mange ord, for der skal naturligvis sættes ord på alle de ting, vi møder på vores vej. Så står vi der hånd i hånd og peger og øver ord, mens alle andre må gå udenom. For i det øjeblik er der ikke noget vigtigere i hele verden end en tusindfryd eller en hundehømhøm - og et barn, der med sin hånd i min er ved at lære verden at kende og sætte ord på den.

Med tiden bliver de løsrevne ord til sætninger, og vi går hånd i hånd og taler om det, vi ser. Og også lidt om det, vi ikke ser. Som når spørgsmålet “Mormor, er det ikke rigtigt, at Gud er død?” falder på vej over gaden. Tilliden til en mormors alvidenhed er næsten lige så stor som tumlingens tillid til en støttende hånd for et par år siden.

Vi kunne sagtens bare gå ved siden af hinanden, men de hænder, som mødes, gør noget ved vores forbindelse. Der er en tryghed og indforståethed i at række ud efter hinanden, når vi færdes sammen. Vi hører sammen.

Når vi rører ved hinanden, ikke mindst når vi holder i hånd, frigives det hormon , der også kaldes kærlighedshormonet, nemlig oxytocin, i kroppen. Forskningen har bevist, at det styrker tillid, empati og følelsesmæssig forbindelse mellem os som mennesker. Vi andre ved det bare intuitivt. Det er ren lykke at gå der hånd i hånd.

Nogle gange svinger vi hænderne frem og tilbage, leger med de forbundne hænder. Eller vi standser for at synge en sang, der kræver, at hænderne klapper eller laver underlige fagter. Men vi holder fast i den selvfølgelige tryghed og tillid ved at lade hænderne finde hinanden igen bagefter.

Nu er hun stor. Allerede en skolepige. Men hænderne mødes stadig, når vi går. Det er hende, der fører an - som dengang på opdagelsesrejsen derhjemme. Hun kender vejen til svømmehallen og legepladsen og har styr på, hvornår vi skal krydse veje, eller hvor der er smarte smutveje til metroen. Hun ved også, hvilken vej vi skal gå for at komme forbi isbutikken, og det kan være en god vej at gå, når man er på udflugt med sin mormor, der har det med at glemme, at “nej” er en mulighed.

Jeg prøver at huske, hvornår mine egne børn holdt op med at holde i hånd. Der er glimt af særlige øjeblikke, hvor de var blevet lidt større, ja teenagere og voksne, og vi delte en fin oplevelse ved at holde hinanden i hånden. Jeg kan ikke huske tid og sted, men oplevelsen af hånden, der fandt min, dén husker jeg.

En dag vil også barnebarnet slippe min hånd og gå sine helt egne veje, og sådan skal det være. 

Men jeg vil huske hånden og tilliden - og håbe på, at vores hænder finder hinanden igen i små lykkelige øjeblikke.

De mange selvbiografier af ædru alkoholikere, som jeg har læst, siden jeg flyttede fra min tørstige eksmand for snart tolv år siden, går gennem mine tanker. Jeg har læst dem for at prøve at forstå. Forstå alkoholikeren, men også forstå de ægtefæller og kærester, som vælger at blive. Hvordan lykkes de med det ædru liv? Med relationerne? Hvordan kommer de videre ovenpå alle svigtene? Hvordan genfinder de respekten og kærligheden? 

I en lang periode deltog jeg i møder i Al-Anon, hvor pårørende til alkoholikere mødes. Hvis man ikke selv har været i nærheden af en misbruger, tror jeg ikke, man gør sig forestillinger om, hvad partnere og børn gennemgår af lidelse og usikkerhed. Rutscheturene mellem de våde og mere tørre perioder. Troen på, at denne gang bliver det bedre. Faldet, når det ikke er tilfældet. Der var ikke meget glamour over disse møder og desværre ikke mange succeshistorier.

Det er flere år siden, jeg sidst har læst en bog om emnet. Jeg blev så uendeligt træt af den mediekendte eks-alkoholikers nyvundne selvindsigt, der kun sjældent rummer tanke på de skår og sår, han eller hun har strøet omkring sig.

Jeg er i stedet begyndt at skrive fra min egen vinkel om mit ægteskab og erfaringerne fra at leve med en alkoholiker i sytten år. Måske jeg kan trænge ind i en forståelse ad den vej. Det er svært at skrive om, for det er én lang perlerække af mere eller mindre groteske situationer, der alle involverer alkohol, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg var i det så længe. 

Med jævne mellemrum fyldes medierne af interviews med kendisser, der har lagt alkoholen på hylden. De hyldes som helte, - og det er de jo også, for det er og bliver en anerkendelsesværdig bedrift at blive ædru. Vi taler ikke om genenmsnitsdanskerens “hvide januar” eller mennesker, der bare har givet den lidt gas ved festlige lejligheder, men om mennesker, der har betragtet det meste af deres liv - og deres relationer til andre mennesker -gennem bunden af en flaske.

De ny-ædru taler på TV og i radio om, hvor meget bedre mennesker de er blevet. Udbreder sig om deres nyfundne sandhed. Det er flot. Jeg glæder mig over, at de er ædru. Håber, at de kan inspirere andre til at gøre det samme. Men… For der er et men. Jeg kan aldrig se eller læse disse interviews uden at tænke på de mennesker, de har såret, skadet eller måske ligefrem ødelagt undervejs. Det er på ingen måde gratis at være tæt på en alkoholiker. Og ligesom alkoholikeren udelukkende har fokus på sig selv, mens han eller hun drikker, har spotlightet sjældent blik for de pårørende, når hovedpersonen er blevet ædru.

Tilbage til biblioteket. I dag er der er ikke så meget andet interessant på hylden, så “Ædru” finder vej til min rygsæk.

Jesper Stein tager vejret fra mig. Aldrig før er jeg stødt på en så ærlig og hudløs skildring af alkoholikerens løgne og (selv)bedrag. Det er som at kigge ned i min eksmands tørstige sjæl. Det gør ondt. Ikke på vegne af hans fortabte sjæl, men helt dybt ned i min egen, fordi det går op for mig, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunne have ændret på noget som helst. Hverken ved trusler om at gå, løfter om at blive, forståelse, samtaler, aftaler, - intet hjalp og det ville aldrig have hjulpet, fordi han aldrig fandt modet til at møde det blik, han uundgåeligt så i spejlet hver morgen.

“Er det mig eller dig selv, du lyver overfor?” Det spørgsmål har jeg stillet ham så mange gange, at det næsten blev en kliché. Jeg lærte med tiden, at han ikke mente, at han løj. Han troede fuldt og fast på sine historier, udflugter og bortforklaringer. Eller det er måske mere korrekt at sige, at han under ingen omstændigheder kunne tillade sig selv ikke at tro på dem. For så ville ikke engang facaden være tilbage, og facaden betød alt.

Sandheden er subjektiv. Vi oplever alle forskelligt, og derfor er sandheden i relationer mellem mennesker ikke absolut. Det er jeg som et voksent, nogenlunde fornuftigt menneske klar over, men i selskab med alkoholikeren, som ikke tillader sig selv den smerte at stille spørgsmål ved sin egen sandhed, bliver man tvunget i en position, hvor man konstant stiller spørgsmål ved sine egne oplevelser og sansninger.

Måske er det mig, der ser syner? Måske skyldes de blanke øjne, at han er træt og ved at blive forkølet? Nej, selvfølgelig var det ikke, fordi han havde drukket, at han ikke tog med sønnen til fodbold, da jeg var til møde i går. Og det må være en fejl, at der på en benzinkvittering en tidlig morgen på vej til et kundemøde også er slået en Fine Festival ind. Måske havde han virkelig feber i aftes, og hentede mig derfor ikke som aftalt ved toget, så jeg måtte tage en meget dyr taxa hjem. Eller hvad med de fire (eksorbitant dyre) hvidvinsbon´er fra en restaurant i Stavanger før et møde med en vigtig kunde, alle udstedt inden for én time, hvor han forklarer, at han jo bare havde taget alle de bon´er med, der lå på bordet, for han havde ikke lige sine briller og kunne ikke se, hvilken der var hans. Mærkeligt nok var de alle betalt med hans kreditkort…

Jeg var ved at holde op med at tro på min egen oplevelse af verden, og sårene er der stadig. Jeg kan spotte en alkoholiker på flere meters afstand. Øjnene. Blikket, der scanner bordet for flasker. Huden. Glasset, der bliver fyldt lidt for tit og helt op hver gang. Historierne. Bortforklaringerne.

Jeg er allergisk overfor brudte løfter og vidtløftige historier. Min grundlæggende tillid til verden og mine medmennesker fik et knæk, og nervesystemet er hele tiden lidt på vagt. Egentlig er jeg på ingen måde pessimist, jeg forsøger bare at være på forkant med, hvad der kan ske af små og store katastrofer, som jeg må rede ud, forhindre eller rydde op efter. Det var min rolle i mange år, og den aflæres langsomt.

Jeg er blevet lidt klogere, både af min egen historie, men også af Jesper Steins, hvis ærlighed er befriende og skræmmende på én gang. Min følelse af magtesløshed i mit ægteskab var ubeskriveligt stor, og jeg ved nu med sikkerhed, at den var ægte og helt uundgåelig.

Der var kun én mulig vej, og det var væk.

Subscribe now

Interviewet fandt sted i Charlottes helt eget rum – det lille, fine loftsværelse, hvor hun skriver, arbejder, podcaster og i det hele taget dyrker sin kreativitet, som vi er mange, der beundrer og bliver inspireret af. Om værelset har Charlotte en gang sagt, at der kun er håndtag på indersiden af døren, så ingen kan forstyrre hende, når hun sidder der.

Vi sad i værelset i nogle timer, mens vi forberedte og optog podcasten, men jeg vil ikke kunne beskrive rummet for dig. Det var et dejligt sted at sidde, der var en god atmosfære og en skøn energi, men farver og indretning? Jeg var så fordybet i samtalen og stemningen, at jeg slet ikke kan erindre de fysiske rammer.

På vej hjem kom jeg i tanker om bogen ”Ein Zimmer für SIE allein – Frauen und ihre Refugien”. Den er oversat fra engelsk ”A Room Of Her Own”, og jeg fandt den i en rodekasse i en boghandel i Frankfurt for snart mange år siden. Den måtte med hjem, fordi titlen talte lige ind i min uopfyldte drøm om – og behov for - at have et værelse, hvor JEG bestemte. Hvor mand og børn ikke skulle have adgang, og hvor jeg kunne fordybe mig i at skrive, sy, tegne eller læse. Med fire børn i mange aldre var der i den grad mangel på fred, ro og uforstyrrethed i mit liv.

Bogen gengiver en meget opulent amerikansk indretningsstil, som ligger noget fjernt fra min, men med jævne mellemrum genlæser jeg med stor fornøjelse de refleksioner, kvinderne i bogen gør sig om deres helt eget rum. Om stedet og om de ting de omgiver sig med. Om arve- og erindringsstykker. Om stemning og farver. Ikke mindst fortæller de, hvad deres eget rum gør for dem; hvad det giver dem at kunne gå ind i et rum, der er præget og formet udelukkende af det menneske, de kender bedst, nemlig dem selv. Bogen beskriver og viser smukke billeder af de fysiske rum, men det interessante er jo de mentale rum, kvinderne har skabt for sig selv.

En trækker sig tilbage til et tibetansk telt i baghaven, når hun skal skrive. En anden har fået opført et helt anneks, hvor hun kan dyrke yoga og meditere. Andre trækker sig tilbage til orangerier, havepavilloner, små kamre, strandhuse, badeværelser, poolhuse (vi er i USA, ikke at forglemme), et simpelt telt i bjergene eller hestestalde. Vi møder modsætningen mellem nonnen, der lever som eremit i en simpel hytte i bjergene, og bogens kendis over alle kendisser Oprah Winfrey, der har ladet indretningsarkitekter skabe det rum, hun kalder sit.

Jeg har altid brugt meget energi på at indrette mit arbejdsbord, så det var et rart sted at sætte sig. Lampen, billederne, notesbogen, fyldepennen - jeg elsker at skrive med min fyldepen. Det var lidt svært med indretningen i den periode, hvor en stor pc og skærm dominerede det hele. For slet ikke at tale om de mange år med mand og børn, hvor respekten for mit lille helle ikke altid var lige stor.

Selvom jeg nu bor alene og kan indrette mig helt efter mit eget hoved, drømmer jeg stadig. Jeg drømmer, mens jeg endnu en gang omorganiserer mit skrivebord eller genindretter mit læsehjørne. Drømmer om det ekstra værelse, hvor ingen andre end jeg skal gå ind. Hvor sybordet står parat, hvor yndlingslænestolen venter, hvor erindringsstykker pryder væggene, hvor fyldepen og pensler ligger klar. Mit helt eget univers.

Det er i virkeligheden drømmen om at have et sted, hvor ingen skal kigge med over skulderen. Hvor det kreative kan vokse uden at blive iagttaget og bedømt. Det er meget privat at skabe, og det er sårbart at dele med andre. Drømmen om mit rum er derfor også drømmen om at turde. At have modet til at dyrke og vise sider af mig selv, som jeg knap nok selv kender.

Egentlig synes jeg, at det er sårbart bare det at sige højt, at jeg skriver. Hvem er jeg, der tror, at jeg har noget at fortælle verden? Men jeg skriver altså. Jeg er ikke billedkunstner, men jeg tegner. Jeg er ikke designer, men jeg syr. Du skal ikke tro, at du er noget, minder min indre barndomslærdom mig om. Men jeg har brug for at udtrykke mig.

Og mens jeg drømmer videre, indretter jeg små kreative hjørner. Mit tegnebord i køkkenet, mit lille skrivebord med hyggeligt lys og dejlige billeder at kigge på, mit læsehjørne. Jeg skaber mine rum, glæder mig over det, de giver mig. Og øver mig i at lade andre kigge med, når de er på besøg i mit hjem.

Som en del af øvelsen i at lade andre kigge med, er jeg nu gået i gang med at indrette mit lille rum her på Substack, hvor jeg vil dele ud af tanker og ord fra Mormors Mulepose.

Tak, Charlotte, for at lukke mig ind i dit rum. Et rum til dig alene, men hvor der også var plads til mig. Jeg glemte at checke, om der var håndtag på døren…

P.S. Tankevækkende nok faldt denne tekst først helt på plads, da jeg (igen) havde flyttet lidt om i mit skrivehjørne.

Subscribe now